Skodesigner dropper forhandlere i nyt samarbejde
Det midtjyske skofirma Woden er kendt for sit fokus på bæredygtighed og et konkret bidrag til den grønne omstilling under mottoet ”Reduce, reuse, recycle”. Det har været devisen, siden skomager Carsten Holm i 2013 grundlagde sneaker-brandet.
I et nyt samarbejde med folkene bag Skanderborg Festival, eller Smukfest, vil de to partnere forsøge at få det bedste ud af, at festivalen på grund af corona er blevet aflyst to år i træk.
Cirka 13.000 festivalarmbånd er blevet klippet op, makuleret og støbt ind i ydersålerne på en ny kollektion, der passer til festivalvejret: Der er både sandaler, gummistøvler og brandets velkendte sneakers.
Kun salg på eget site
Woden har både en webshop og et bredt forhandlernetværk. Blandt andet kan man købe skoene i Magasin, Salling, Skoringen og på flere modesites som Zalando og Stylepit.
Alligevel vælger man denne gang at holde salget på egen bane.
- Skoene bliver kun forhandlet på vores site. Processen med at få forhandlere ind over er for lang. Så ville det ikke være muligt at få båndene fra den kommende festival med. Man mister også noget af historien, hvis de kommer ud til forhandlerne, fortæller Carsten Holm, stifter og direktør i Woden.
Havde "vilde" ideer
Skomageren er selv trofast gæst på det, der kaldes Danmarks smukkeste festival, og samarbejdet med arrangørerne er en måde at holde fast i hans personlige fristed.
Carsten Holm og hans hold har også haft andre ”vilde” ideer til, hvordan et samarbejde mellem Woden og Smukfest kunne se ud.
- Vi ville gerne have haft en automat, hvor man kunne proppe 100 plastikkrus ind i den ene ende, og så kom der en sneaker ud i den anden. Eller et korktræ med fiskeskæl – materialer, som vi også bruger i skoene. Vi havde også snakket om, at der skulle være en chip med en pengepræmie i nogle af skoene. Så skulle gæsterne scanne skoene og se, om der var penge i.
Men da dette års festival også blev aflyst, blev løsningen i stedet at genbruge partout-armbåndene i skosålerne.
Håndsrækning til coronaramte
Har I planer om at lave flere af den slags samarbejder?
- Vores tanke var at gøre noget for kulturinstitution, som har haft en svær tid på grund af corona. Det kommer an på, hvordan det går – om det er noget, folk sætter pris på. Men det er meget tidligt at vurdere, siger Carsten Holm og tilføjer grinende:
- Vi er jo begge to midtjyske, så vi går ikke ud med store armbevægelser. Vi går den vej, som føles rigtig for vores brand. Hvis det lykkes, er det noget, vi vil kigge meget mere i.
For at skabe opmærksomhed om den nye kollektion, der altså kun bliver forhandlet på Wodens egen webshop, tælles der ned til lanceringen på sitet, mens skoene, som er lavet i et begrænset oplag, er blevet sløret.